Volkswagen elektrificerer sit sportslige ikon: verdenspremiere på den første 100 % elektriske GTI

  • 100 % elektrisk, 100 % GTI: ID. GTI Concept bringer dynamisk og sportslig performance ind i den elektriske tidsalder
  • En nyfortolkning af det legendariske sports-DNA: ID. GTI Concept følger i hjulsporene på den originale GTI fra 1976 med state-of-the-art teknologier og skarpt design
  • Indsprøjtning bliver til intelligens: I’et i den magiske GTI-betegnelse står nu mere end nogensinde for de mest intelligente løsninger i sportsvognsverdenen
  • Opfylder GTI-fans ønsker: ID. GTI Concept er baseret på ID. 2all og vil blive bygget som en sportsvogn til den elektriske tidsalder, der er velegnet til hverdagsbrug
  • Med sit gennemførte sportslige koncept viser ID. GTI Concept det store potentiale i Volkswagen kommende kompakte ID.2 elbil

GTI – i årtier nu har dette navn stået for kompakte sportslige modeller fra Volkswagen. Golf GTI, Scirocco GTi, Polo GTI og up! GTI. Alle ikoner. Nu kaster Volkswagen GTI DNA’et ind i den elektriske tidsalder med præsentationen af den nye ID. GTI Concept. Verdenspremieren på fremtidens GTI finder sted på dette års IAA Mobility-messe i München (5. til 9. september 2023) – præcis 48 år efter verdenspremieren på den første Golf GTI på IAA i Frankfurt. ID. GTI Concept er baseret på ID. 2all-konceptbilen, der blev præsenteret i marts – en kommende elbil i minibilsklassen, der kommer til priser fra ca. 25.000 euro og som har skabt opmærksomhed verden over. Hjulene skubbet helt ud i hvert hjørne, forhjulstræk, et stilrent design og dynamiske proportioner gør ID.2all til det perfekte udgangspunkt for en ny GTI. Volkswagens designchef Andreas Mindt havde allerede en sportslig version i tankerne, da han lavede de første skitser til ID. 2 all-konceptbilen. Og ligesom ID. 2 all, er ID. GTI Concept mere end blot en konceptbil udviklet som trækplaster til en biludstilling – det er det første glimt af en elektrisk GTI, der har fået grønt lys til at gå i serieproduktion.

GTI med elektrisk performance. Det bliver en anderledes og kraftfuld GTI-oplevelse, når den første elektriske GTI slipper sine dynamiske kvaliteter løs. Det skyldes, at den maksimale motoreffekt og det maksimale drejningsmoment er tilgængelig i det sekund, at du træder på speederen, hvilket typisk for elbiler. Den elektriske ID. GTI Concept og den turboladede Golf GTI har noget til fælles, når det kommer til at overføre den kontante motorkraft til forakslen. Det skyldes, at ID. GTI Concept bruger et spærredifferentiale på forakslen – elektronisk styret af Vehicle-Dynamics-Manager-systemet – ligesom på den nuværende generation af den ikoniske Golf GTI. Golf GTI og Golf GTI Clubsport var de første Volkswagen-modeller med dette system, og ID. GTI Concept bliver den første elektriske Volkswagen, der bliver udstyret det intelligente styresystem. Oprindeligt stod bogstavet "I" i GTI-navnet for indsprøjtning, men i den nye elektriske æra står det for intelligent – i form af et intelligent og elektronisk styret sammenspil mellem en højt ydende drivlinje og undervognens komponenter.

Med ID. GTI Concept præsenterer Volkswagen et nyt udviklingstrin for disse elektroniskstyrede køredynamiske systemer. Vehicle Dynamics Manager-systemet i ID. GTI Concept integrerer drivlinjen i styresystemet i endnu højere grad, end det er tilfældet på benzinmodellerne. Det er muligt, fordi opsætningen af elmotoren, som et elektrisk system, kan varieres næsten uendeligt. Dette muliggør en lang række forskellige GTI-køreprogrammer. Ved hjælp af en nyudviklet GTI Experience Control-funktion placeret på midterkonsollen kan føreren markant ændre køreoplevelsen, fordi det for første gang er muligt at indstille elmotoren, undervognen, styretøjet, lydoplevelsen og endda de simulerede gearskift, så køreoplevelsen minder om en af de historiske GTI-modeller – såsom en Golf GTI I fra 1976, den første Golf GTI II 16V fra 1986 eller den legendariske Golf GTI IV '25 years of GTI' fra 2001. Det gør ID. GTI Concept en meget dynamisk tidsmaskine.

GTI-fascination. Thomas Schäfer, CEO for Volkswagen-mærket, opsummerer fascinationen af GTI-biler: ”Den perfekte kombination af køreglæde og hverdagsbrugbarhed – det er, hvad de tre bogstaver GTI har betydet i årtier. Med ID. GTI Concept overføres GTI-DNA'et til den elektriske tidsalder. Den forbliver sportslig, ikonisk, teknologisk progressiv og tilgængelig, men den er nyfortolket til morgendagens verden: elektrisk, digitaliseret og ekstrem intens. Her er køreglæde og bæredygtighed et perfekt match. Det betyder, at GTI har en fremtid – for vores brand og for fansene. Det er allerede besluttet, at ID. GTI skal gå i produktion som en del af vores elektriske offensiv. En Volkswagen-sportsvogn til den elektriske tidsalder, der er velegnet til hverdagskørsel: 100 procent elektrisk – 100 procent intens.”

GTI-fremtid. Andreas Mindt har været chefdesigner for Volkswagen-mærket siden starten af 2023. Allerede før tiden som chefdesigner hos Bentley og chef for eksteriørdesign hos Audi, havde Andreas Mindt været en af de banebrydende designere hos Volkswagen og skabt succesfulde modeller som den første Tiguan og syvende generation af Golf. "Med ID. GTI Concept, viser vi, at GTI-filosofien også i fremtiden spiller en vigtig rolle for Volkswagen-mærket,” siger Mindt. “Efter min mening er ID. 2all-konceptbilen det perfekte udgangspunkt for en elektrisk GTI. Jeg havde allerede GTI i tankerne, da jeg første gang satte pen til papiret og designede ID. 2 all. Nu er det ved at blive til virkelighed og giver os muligheden for at projicere GTI-ideen ind i en nye tidsalder med elektrisk mobilitet."

Du kan finde mere detaljeret information om ID. GTI Concept i den lange engelsksprogede pressetekst, der er vedhæftet denne pressemeddelelse.


    Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk